NEWS

Goodness me!
could this be an industrial disease?


Dystopiske landskaber

Torsdag 4.  november kl. 16 – 18

Indledende oplæg ved Lise Skou, DK

Inviteret gæst: Arna Mathiesen fra April Arkitekter, Oslo

Film ”The Gleaners and I”, 2001, af den franske filminstruktør Agnès Varda

Denne eftermiddag skal vi se på, hvordan man som billedkunstner kan etablerer mod-strukturer og mod-offentligheder, eller endog alternative økonomiske systemer for derigennem at diskutere og udfordre et system, der fodrer dystopien. Arna Mathiesen fra April Arkitekterne vil tale om de uformelle rum i byen; det offentlige og det private. Regler og ikke-regler og hvem reglerne er for. Dette vil hun gøre med henvisning til April Arkitekternes arbejde og praksis i hhv. Oslo og Reykavik.

Afslutninigsvis skal vi se filmen ”The Gleaners and I”, 2001, af Agnès Varda om mennesker der indsamler hvede efterladt efter høsten. Hun fokuserer sit evigt søgende øje på ”gleaners”; dem, der gennemsøger allerede høstet felter for ”ulige” kartofler eller majroe.

Hvad er et dystopisk landskab? Det udbrændte kontrolrum på reaktor 4, Tjernobyl, Ukraine, juni 2001. En motorvej beskadiget ved jordskælvet i Californien, januar 1994. Brændstoftank brande forårsaget af superthyphon i Apra Harbor, Guam, december 2002. Bilen, motorvejsnettet, airconditionanlægget, højhuset – alt sammen opfundet og udviklet først i vesten, men siden hen fuldt og helt indoptaget og omfavnet verden over. Konstruktioner, der ikke længere betragtes som unaturlige men som dét naturlige, der skaber vores liv. Når disse systemer svigter, bliver vi midlertidigt bevidste om den ekstraordinære kraft og magt den industrielle og teknologiske udvikling har, og de effekter, som den genererer. Hver ulykke giver os et kort øjeblik bevidstheden om det virkelige liv, hvad der faktisk sker og hvad det betyder for os. For langt de fleste af os skabes denne bevidsthed gennem et kollektivt repertoire af forestillinger –  billeder, metaforer, fortællinger, begreber – som dannes via medierne, der således skaber vores forestillinger om katastrofen og hvad vi skal gøre.

I forbindelse med orkanen Katrina beskrev selv en lødig avis som New York Times, New Orleans, som en anarkistisk krigszone: ”Amerika er endnu engang blevet kastet ned i en ormegård af anarki, død, plyndring, voldtægt, hærgende bøller, ødelagt infrastruktur, en nedslidt politistyrke, et utilstrækkeligt antal soldater.” Da vandet trak sig tilbage viste det sig, at de dramatiske billeder ikke havde meget med virkeligheden at gøre: plyndringerne var lokale og begrænsede, antallet af mord og voldtægt svarede til en normal dag i New Orleans, og epidemien og voldtægter i Superdome havde kun fundet sted i fantasien. Dette fiktive New Orleans, som en ormegård fuld af anarkistiske slanger var med til at skabe den virkelige katastrofe. Først og fremmest fordi myndighederne og redningsmandskab handlede på baggrund af det medieskabte billede af en by i oprør. Og på den baggrund var det naturligt at forskyde katastrofehåndteringens fokus så det ikke i første omgang handlede om at redde liv men om at opretholde lov og orden.

Det dystopiens landskab kan således både være en mediekonstruktion og en virkelighed. Hvilken af disse to der er mest ødelæggende er svær at definere. F.eks. når man i Danmark diskuterer, hvorvidt der skal vedtages en såkaldt ”Ghettopakke”,  hvori der bla. foreslås at rive en del af de modernistiske forstadsbyggerier ned. Argumenterne køres frem i medierne. Disse forstadsbyggerier beskrives, som de rene krigszoner. Medierne fodres af disse slagfærdige paroler fra højrefløjen i Danmark og formidler historien via de selvsamme paroler. Således skabes et dystopisk landskab af forstæderne, som er mere benzin på fremmedhadet og fører nogle politiske beslutninger med sig, som har uhyggelige konsekvenser for en lang række mennesker. Omvendt kan den virkelige dystopi mindskes i mediernes billede, hvilket kan afføde en politisk stemning og dermed politiske beslutninger, der negligerer konsekvenserne af et dystopisk landskab. Her tænker jeg naturligvis på miljødebatten.  Hvad med de dystopiske landskaber vestlige firmaers produktion i 3 verdens lande efterlader.  Hvorledes ser disse landskaber ud og tager vi os af det? Hvorledes ser den miljømæssige dystopi ud. Den fortælling kunne man omvendt godt tænke sig blev mere synlig.

Eller når man rundt omkring i byerne ser narkomaner gå rodløst rundt i gaderne. Er dette ikke en social dystopi for dèt, filosoffen Giorgio Agamben har benævnt homo sacer – mennesker, som efter at være udstødt fra den civile orden er dømt til et omflakkende liv?

Vel mødt

 

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s